– hvis du og din kæreste er ugifte…
Jeg har været inde på det før, men det kan slet ikke siges klart nok:
Som samlevende kæreste har du ikke –og får aldrig samme rettigheder og muligheder, som den kvinde der er ægtefælle…
Tjekpunkterne som du ABSOLUT bør kaste et par tanker på…
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle punkterne er relevante for dig – men som minimum BØR du overveje, om de er.
1.
Står dit navn på jeres lejekontrakt eller skøde?
Det er alfa og omega for ikke at risikere at blive smidt ud.
Og for idet hele taget at have medbestemmelsesret over den lejede lejlighed eller huset, som I ejer.
Selvom du evt. har et kompensationskrav, hvis I ophæver samlivet, så vil du næppe få den kompensation uden at skulle kæmpe for den. Du står helt anderledes stærkt, hvis du er medejer af den faste ejendom.
2.
Hvis I ejer hus sammen har I så udfærdiget en samejeoverenskomst?
Hvis man bliver separeret eller skilt som ægtefæller, så regulerer Lov om ægteskabets retsvirkninger, hvordan formuen skal fordeles. Hvis I ophæver samlivet, er der ingen lov, der regulerer, hvordan I skal dele. Derfor er en samejeoverenskomst vigtig, den kan hjælpe jer med at regulere jeres deling og tage højde for punkter, man ofte bliver uenige om, når man går fra hinanden. Samejeoverenskomsten har I udfærdiget og underskrevet, mens alt stadig var godt, og I kunne tale om tingene.
3.
Har I tegnet kryds-livsforsikringer?
En krydslivsforsikring er en forsikring som I tegner på hinandens liv. Som samlevende er det en rigtig god måde, at sikre hinanden økonomisk.
4.
Har I oprettet et gensidigt testamente (udvidet samlever testamente)?
Når I gerne vil sikre hinanden bedst muligt, kommer I ikke udenom testamentet. Efter Arveloven får I som samlevende ALDRIG arveret efter hinanden, heller ikke selv om I har levet sammen i mange år eller har fælles børn. I kan KUN få arveret efter hinanden gennem bestemmelser i et testamente.
Har I indsat hinanden som begunstiget på livsforsikringer og pensioner?
Efter 2008 er I som samlevende også hinandens nærmeste pårørende. HVIS jeres forsikringer og pensioner er tegnet FØR 2008, skal I genindsætte nærmeste pårørende eller indsætte hinanden ved navns nævnelse.
Næste uge vil jeg fortælle dig lidt mere omkring fordelene ved, at du og din samlever tegner en krydslivsforsikring på hinanden.
-til vi skrives ved igen
Knus/Anette
Mettesunivers jurist – LÆS mere om Anette HER
2 kommentarer på “JURA: Fem tjekpunkter der kan betyde alt for dig”
Er der ting man skal være opmærksom på når man er gift og har børn sammen
Huset står vi begge på ligeledes lån
Bilen i mandens navn og lånet os begge
Bare nysgerrig
Kh betina
Kære Betina,
Nej der er umiddelbart ikke noget at være særligt opmærksom på.
Som ægtefæller er man lovmæssigt sikret en ligedeling af alt hvad der er fælleseje uanset hvordan man har valgt at leve sit liv. Altså uanset om den ene har købt mad og ferie mens den anden har købt bil og båd.
Kærligst Anette