I februar 2011 skrev jeg følgende brev til parterapeut Martin Østergaard. Jeg havde købt parterapi online, som betød en udveksling af en række e-mails imellem Martin Østergaard og jeg:
Kære Martin
Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men det er meget svært.
Kærligheden er død
Vi mødte hinanden til julefrokost i 2003. Forholdet var godt og spændende i det første halve år, hvor sex absolut fungerede fint. Vi havde begge et par forhold bag os og lovede hinanden to ting. Man måtte aldrig tage på i vægt og man skulle fortælle om sine tanker både gode og dårlige i forholdet. De to ting var vigtige for os begge, da min mand netop var gået fra et forhold, hvor sex ikke eksisterede længere, hun havde taget 10 kg på, som han sagde.
Jeg faldt for hans udseende. Han var en meget attraktiv fyr med muskler og tatovering på overarmen – lidt af en smuk bad boy. Han var dejlig rolig og virkede som en stabil type med styr på sit liv. Vi trænede sammen et par gange om ugen. Der gik præcis to måneder, så var han flyttet ind i min ejerlejlighed.
De første tegn
Der var varme følelser fra begge sider og han købte gaver og blomster, tog med mig på eksotisk ferie efter at have kendt hinanden i et halvt år. Kort før rejsen fik jeg de første tegn på, at noget kunne være galt. Jeg kom hjem fra 5 dages forretningsrejse og havde intet hørt fra ham i tre dage. Da jeg kom ind i lejligheden, lå han i sengen og var optaget af fjernsynet. Der var ingen bevægelse og ingen varm velkomst. Han havde skiftet sengetøj, som han aldrig tidligere havde gjort.
Vi tog på rejse til Kenya, jeg var rejst af sted på forretningsrejse en uge forinden og han skulle møde mig på det smukke hotel i Nairobi. Der lå vi så i sengen ved siden af hinanden og jeg savnede ham voldsomt. Der var intet initiativ til sex. Det blev en uge på hullede grusveje med overnatninger i mere eller mindre spændende hytter og sex var der ikke rigtig noget af, det var for koldt. Vi sluttede med en uge i paradis i Mombassa, hvor hotellet havde givet os brudesuiten med udsigt over det indiske ocean. Vi hyggede med god mad og solbadning, men der var ingen sex. Jeg kunne stå ved siden af min mand helt nøgen under dobbeltbruseren og han var helt uden initiativ. Vi lå ved siden af hinanden i dobbeltsengen uden tøj og der skete ikke noget. Det var afvisning fra hans side gang på gang, selvom jeg forsøgte med kys og kærtegn. Jeg var forelsket i ham og følte mig så forkert.
Projekt barn
Det var først da vi skulle i gang med projekt ”barn” i januar 2005, blot et år efter, at vi havde mødt hinanden. Der kom initiativet til sex frem. Jeg var klar over, hvornår min ægløsning fandt sted og havde sagt, at vi skulle gå til den i de dage. Det gjorde vi og med stor ømhed og indlevelse. Det blev til en graviditet med det samme og sex fik derfor en ende. Maven voksede og vi gled fra hinanden. Jeg følte mig afvist på grund af min størrelse, som ingenlunde var ud over det normale. Det var maven der voksede. Jeg var så ked af det og følte mig så afvist, at jeg konfronterede ham med det. I min lykkelige tilstand, skulle han ikke ødelægge det hele. Vi forsøgte af pligt, men det fungerede ikke rigtigt. Jeg mærkede afstanden mellem os blive større og større og græd over, at jeg ikke længere følte mig elsket af den mand, som ville have børn med mig. Det var en trist situation, som han gav sit arbejde skylden for. Han følte sig stresset og havde så meget i tankerne, som han sagde.
Da vores dreng fyldte et år, besluttede vi at gifte os på rådhuset. Vi havde købt dyre ringe og aftalt, at vi ikke skulle gøre mere ud af det. Jeg købte en kjole til 600 kroner for at se sød ud, når han skulle sige ja til mig. Jeg havde jo den der tanke om noget lånt, brugt, blåt og nyt. Han blev tosset på mig kort inden afgang til rådhuset, det var jo imod, hvad vi havde aftalt. Der stod jeg og skulle sige ja til en sur mand og være lykkelig. Bryllupsnatten blev ikke til noget. Han havde brug for at sove, da det næste dag var en almindelig arbejdsdag, sagde han. Jeg var ked af det og faldt i søvn med ryggen til ham.
Et liv uden nærhed og kærlighed i dag
Jobsituationen har de efterfølgende 6 år ikke ændret sig og sexlysten er ikke vendt tilbage fra hans side. Når jeg tænker på de år vi har været sammen, er der måske blevet dyrket sex 35 gange i alt. Jeg lyver ikke. Dette inkluderer det første år, hvor vi var forelskede. En enkelt gang er jeg kommet hjem fra byen om natten og har taget initiativ under dynen, men resultatet var ikke en begejstring, blot en sur og søvnig mand, som ikke havde lyst. To gange har jeg været gravid og gået rundt i min egen lille verden uden at blive krammet, kysset eller omfavnet. Efter de to fødsler har jeg ammet i 9 måneder og har heller ikke der fået den mindste nærhed fra min mand. Min krop ser lidt anderledes ud end i starten, men er ikke blevet hverken større eller mindre. Der er selvfølgelig ar efter to kejsersnit og brysterne er måske knap så spændstige. Alt i alt ser jeg fin ud og får beundrende blikke fra andre mænd, når jeg gør noget ud af mig selv.
Vi blev gift i 2006 og hvert år, har jeg siddet troligt med en gave på bryllupsdagen. Hver gang har det lydt ”åh, er det den 18. december i dag” og hvert år er jeg blevet glemt. Hver eneste gang jeg har været på rejse, har jeg haft en gave med hjem, da jeg har savnet ham meget. Du undrer dig nok hvorfor. Tre gange har han været på rejse og har aldrig haft noget med til mig. Den ene gang var undskyldningen, at der ikke var butikker på den ø, hvor han befandt sig og den anden gang, havde han tabt sit kreditkort. Hver gang er jeg blevet dybt skuffet og ked af det.
Skæld-ud og irettesættelser
I hverdagen kommunikerer vi som to kollegaer, som udveksler praktiske bemærkninger omkring indkøb, madplan, madkasse, børnenes opdragelse og rengøring. Han brokker sig over roderi i huset, selvom han selv lægger ting og tøj rundt omkring. På en fridag, kan han støvsuge 3 gange i samme rum og kan flippe helt ud over roderi. Vi roder ikke mere end andre familier med små børn og jeg rydder op i en uendelighed.
Når vi har gæster, det er ofte hans familie, bliver jeg irettesat og skældt ud, eller der bliver lavet den der lidt opgivende tone overfor mig. Han kan endda grine hånligt af mig eller sætte mig på plads. Jeg har længe svaret igen, men har efterhånden opgivet. ”Ej det er kraftedeme for meget” eller ” kom nu i gang med den salat i stedet for bare at sidde og snakke” sådan lyder det. Han tager aldrig selv initiativ til at putte børn, så hvis jeg ikke beder om hjælp, står jeg alene med to drenge, som skal gøres klar til at sove. Det er svært at være hyggelig og social, jeg føler, at jeg knokler rundt med ondt i maven, for jeg kan ikke leve op til alles forventninger. Når stemningen er allerbedst ved bordet og vi hygger med rødvin og masser af grin med gæsterne, forsvinder han ind i stuen og tænder for fodbold! Der sidder gæsterne så og klør’ sig selv i håret og jeg tænker ”sikken en idiot”.
A-social og indadvendt
Da vi mødte hinanden, var min mand aktiv i fodbold, spillede to gange om ugen og var i kamp i weekenden. Han havde en enkelt ven, som han gik i bio med af og til. Han fungerede fint i de sociale arrangementer. I dag er hans bedste ven blevet den bærbare computer, Playstation og fjernsynet. Han har formået at bygge en gennemsigtig skal omkring sig, så børnene ikke nærmer sig, når han er i sin elektroniske verden. Han kan sætte sig ned og tænde for en kamp søndag eftermiddag. Hvis børnene larmer, så skruer han op. Hvis jeg ikke tager tid til aktiviteter, bliver der spillet PS hele weekenden. Den store på 5 år er grebet af det og har derfor noget sammen med sin far. Den lille på 1,5 år, får at vide, at han står i vejen foran fjernsynet og skal gå væk. Altså er familien delt i to, jeg leger med den lille på værelset og de spiller.
Børnene opsøger selvfølgelig deres mor, når far ikke er til at komme i nærheden af. Jeg kører den store dreng til fodbold og står trolig og kigger på hver gang. Lørdag kører vi til hiphop og ofte har vi måtte tage den lille med, da far har et egoistisk projekt i tankerne. Den store har bedt sin far mange gange, om ikke han vil gå med til fodbold og være hjælpetræner, men han bliver afvist. Altså er den store lidt rådvild omkring sine evner til at spille og lysten til at tage derhen. Han prioriterer Playstation, hvis han får lov. Der har han en succes med sin far.
Økonomi og det at være anonymiseret
Det har i alt for lang tid været sådan, at vores løn gik ind på hver vores lønkonto og derefter fordelte han alle pengene på madkonto, budgetkonto, børnenes konti, pensionsopsparing osv. Jeg har flere gange sagt, at jeg vil have det adskilt, da jeg føler mig totalt anonym. Vi har 49.000 udbetalt tilsammen hver måned. Jeg får lov at administrere 1000 kroner, som jeg skal bruge på mig selv til tøj, hår og skiferie med den store dreng, for der ønsker faderen heller ikke at deltage. Han gider ikke, som han siger. Pengene strækker ikke langt, så jeg køber brugt tøj og finder alternative frisører til trods for, at jeg har et udadvendt job, hvor jeg skal se mange mennesker.
Han arbejder som chef i en produktion, hvor han går med ESD sandaler, men er klædt i lækkert mærketøj, som han kan købe billigt hos en af lillebroderens venner. Lillebroren efterlader også fede jeans og skjorter til ham, som han ikke selv gider gå med. Han er velklædt.
Jeg har fået at vide, at jeg bare skal involvere mig i økonomien og har derfor forsøgt. Det er svært at gennemskue og han træffer alle beslutninger. Hele efteråret fik jeg at vide, at vi brugte for mange penge og gik ind på vores bank for at finde ud af hvorfor. Jeg brugte ingen, måtte ikke handle ind for ham, da jeg fik at vide, at jeg købte for mange unødvendige ting. Altså hvor endte pengene? Jeg kunne se, at der det sidste halvandet år var trukket 500 ud af banken med jævne mellemrum på hans kort. Det kunne han ikke argumentere for, men jeg fik at vide, at vi jo havde brugt dem sammen til et eller andet og at jeg ikke kunne komme bagefter og få en forklaring. Han havde under min sidste barsel, uden at sige noget, overført 14.000 til sin rate pension og det var efter hans mening for at opnå skattefordele. Jeg lagde de beløb sammen, som vi hver især havde brugt i årets løb på os selv og kunne se, at balancen var med + 2600 i hans favør. Han sagde, at jeg så godt måtte købe den kjole, som jeg virkelig ønskede mig, den kostede 1200 kroner og jeg havde jo ikke fået nogen fødselsdagsgave fra ham.
Vi skal altid spare og der er knap råd til skibukser eller handsker til børnene, men vi sidder i et hjem med dyrt design og har hans bror logerende siden november til 1000 kroner om måneden.
Dårlige minder fylder meget
Da jeg havde født første gang, sad jeg dagen derpå med et ømt ar efter kejsersnit, kateterpose og drop i hånden. Han efterlod sin bærbar pc og sagde, at jeg bare kunne gå på udsalg på nettet, han ville lige køre hjem og se Champions League. Jeg sad helt alene på sygehuset med vores første baby og var forvirret.
Jeg var indlagt med den lille, da han var 6 måneder gammel. Sygehuset ligger 5 km væk, men min mand blev sur over, at jeg bad ham komme forbi derude. ”Ahh det kan kraftedeme ikke være rigtigt, at vi skal ligge og køre derud hver eneste dag” sagde han på telefonen. Drengen var på et tidspunkt livstruende syg og jeg var helt alene om det. Savnede den store dreng på 4 år helt forfærdeligt og var spærret inde på hospitalsstuen.
Føler mig ikke handlekraftig
Det hele blev for meget i december 2010, hvor jeg brændte ud på mit arbejde. Min læge sygemeldte mig og jeg fik kontakt til en psykolog. Jeg er på antidepressiv medicin og har det nu lidt bedre, men har stadig svært ved at se mig selv i øjnene. Det er stadig svært at tage sig sammen til noget som helst og jeg føler mig enormt træt og udkørt. Psykologen har gjort mig det meget klart, at min mand nok aldrig ændrer sig, så det skal jeg have med i mine overvejelser om min fremtid.
Beslutningen om skilsmisse
Den 13. januar meddelte jeg min mand, at jeg vil skilles. Først blev han vred og sagde, om jeg var klar over, at vi hver især ville komme ud med en gæld på et par hundrede tusinde. Jeg var inden denne samtale helt afklaret, men han ønskede virkelig at bevise overfor mig, at jeg tog fejl. Han fik en måned til det. Det er nu lidt over en måned siden. Han har været ekstrem omsorgsfuld omkring sine børn i den måned, der har ikke været pc og fjernsyns tid, når børnene har været vågne, men der er spillet meget Playstation. Han har været helt utrolig deltagende i det hjemlige og huslige. Vi har stadig ikke nærhed, men jeg ønsker det heller ikke. Jeg har ikke følelserne for ham længere og føler, at dette blot er at trække tiden ud. Vi har hvert kvartal haft samme snak, jeg har bare aldrig før sagt, at jeg ville skilles. Hvert kvartal har han vist samme initiativ, men er røget tilbage i sin æggeskal igen, så derfor forventer jeg også, at det sker snart igen.
Men hvorfor tager jeg mig så ikke sammen og hvorfor føler jeg mig så handlingslammet? Jeg ønsker det bedste for mine børn og ønsker at mærke kærligheden igen. Beslutningen vil jo betyde, at jeg skal dele børnene med ham på en eller anden måde. Jeg kan ikke bære en fifty fifty løsning. Har fået mine børn fordi jeg elsker børn og elsker mine drenge så højt. Hvorfor sidder der et lille bitte håb indeni mig stadig, når det har været noget MØG alle år?
Vi bor på Sjælland. Den store skal starte skole til sommer. Jeg har al min familie i Jylland og 4 meget tætte veninder fra gammel tid. De står alle klar til at hjælpe og jeg er dybt taknemmelig. Min store søn har ofte sagt, at han så gerne vil flytte til Jylland, men ved godt, at det ønsker far ikke. Det ville være det nemmeste for mig under alle omstændigheder, da jeg så vil have hjælp til børnenes sygedage, men det er jo urimeligt at hive dem så langt væk fra deres far, er det ikke? Kan jeg overhovedet være sikker på, at jeg får lov til at gøre det? Her på Sjælland er jeg alene, mit netværk er jo kvinder på min egen alder, som selv dyrker karriere. Det vil blive meget hårdt, men kan selvfølgelig lade sig gøre. Jeg er så rådvild og mangler initiativ. Jeg er bange for at gøre det forkerte og er bange for, at gøre mine børn fortræd, da det er deres fremtid det gælder.
Hjælp mig med et skub i den rigtige retning og hjælp mig til at forstå denne situation bare en lille smule. Jeg føler mig ikke som et helt menneske på nogen måde. Havde vi ikke haft børn, var jeg gået for mange år siden. Har lige været sammen med mine 4 veninder. De er forundrede over min situation, da jeg ikke har fortalt dem hele sandheden undervejs. Vi har jo også mange km imellem os. De kan ikke længere se den initiativrige, smukke, kreative, glade og livsbekræftende veninde, de kender, hun er ligesom forsvundet…. De forsøger at sparke mig ud af mit forhold alle 4!
Har svært ved at tro på kærlighed og at nogen mand overhovedet vil kunne have respekt for mig. Jeg har jo ingen respekt for mig selv.
Af: Skribent ønskes anonym
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
