Da jeg til en julefrokost mødte min ungdomskæreste, som var 3 år ældre end jeg, slog det gnister.
Jeg kan huske, at jeg havde så mange sommerfugle i maven. Han var én af de ”hårde” fyre. Han var én af dem, der ikke havde det bedste ry, uden at være kriminel. Han så godt ud. Han var én af de fyre, vi piger kiggede efter – men aldrig talte med. Jeg havde aldrig troet, at én fyr som ham, ville kigge efter mig, og det gav mig en følelse af selvværd.
Jeg har altid kæmpet med mit selvværd. Jeg har hele mit liv været vant til, at være den pæne pige, at sætte andres behov foran mine egne, for at bevare freden. Den perfekte facade har altid været vigtigst, og jeg har hele tiden husket på, hvad andre nu måtte tænke.
Han var ikke lige den fyr, der passede til den pæne pige og hendes familie. Jeg tror, at udover den kærlighed der opstod imellem os, så var der også et lille oprør – jeg kunne parkere den perfekte pige lidt.
Vi var lykkelige noget tid, men stille og rolig meldte jalousien sig fra hans side. Han begyndte at blive kontrollerende, og når han fik alkohol, ændrede han fuldstændig karakter. Jalousien tog overhånd, og flere gange endte det med, at han havde fysisk fat i mig. Jeg ønskede, at komme ud af forholdet, men han truede mig med det værste, hvis jeg forlod ham.
Det ville både gå ud over dem jeg holdte af og mig selv. Jeg vidste det IKKE var tomme trusler. Jeg var meget bange, men skjulte problemerne for mine nærmeste. Jeg var flov og ønskede ikke, at andre skulle se, at jeg ikke havde styr på det.
Efter et par meget voldsomme situationer hvor han havde haft fysisk fat i mig, gjorde jeg det endelig forbi. Det blev starten på næsten 3 år med chikane, psykisk og fysisk vold samt trusler – 3 år i helvede.
Det var som om, at en besættelse startede.
Kunne han ikke få mig, ville han gøre livet surt for mig – og til dels også min familie. Politiet blev på et tidspunkt indblandet efter en voldsom episode. Jeg var til fest i et forsamlingshus, hvor han pludselig dukkede op. Han lavede en scene, og jeg forlod festen med en veninde. Vi tog hjem til min veninde, som var alene hjemme.
Han dukkede senere op dernede. Han gik rundt om huset og råbte mit navn. Nogle af hans venner kom, og de prøvede at få ham væk. Den ene kammerat endte til sidst med at slå ham, så han brækkede næsen. Vennerne kunne også godt se, at det her var kørt for langt ud. Der blev stille, og vi gik i seng.
Pludselig vågnede vi ved, at han gik rundt om huset og råbte mit navn igen. Jeg stod op, og ville ringe efter min far. Da jeg passerede vinduet, lød der et brag. Han havde slået ruden ind, og jeg havde glasskår udover mig. Det blødte voldsomt, og vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvor alt blodet kom fra.
Min veninde fik ringet til mine forældre, som kom og kørte mig på skadestuen. Der var b.la skåret en sene over i foden. Politiet kunne ikke gøre noget. Når han ikke havde været inde og gøre os noget, så betegnede de det som hærværk.
Truslerne fortsatte – det var frygtelig.
Jeg prøvede at tage kontrol over situationen, men han overtog den hele tiden. Jeg var fanget i et spind, jeg ikke kunne vikle mig ud af. Samtidig følte jeg mig helt alene, for jeg fortalte ingen om det. Det jeg kunne holde hemmeligt, valgte jeg at holde hemmeligt. Jeg skammede mig over, ikke at kunne styre situationen.
Jeg vidste også, at mine forældre havde været meget påvirket af nogle af de tidligere hændelser, der var sket. Jeg ville gerne beskytte dem, da jeg havde en enorm skyldfølelse. Samtidig var jeg bange for, at folk skulle begynde at snakke, det sad dybt printet i mig – jeg skulle bevare den perfekte facade.
Han vidste ALTID, hvor jeg var.
Gik jeg ned til en veninde, kunne han pludselig springe frem fra en busk, og tage fat i mig. Han tog altid hårdt fat og ofte i håret på mig. Han kom med trusler mod mig og min familie, hvis ikke jeg gjorde, som han sagde. Han var overbevist om, at det var mine forældre, der påvirkede mig til, ikke at ville være sammen med ham mere. Hvis ikke det var for dem, så ville vi være sammen. Det var fuldstændigt sygeligt.
Nogen gange forlangte han, at jeg mødtes med ham og kørte en tur. Jeg husker de køreture som noget af det værste i mit liv – jeg var så bange. Nogen gange var han ”sød” og ”kærlig” på hans måde, og forsøgte at overtale mig til at finde sammen igen.
Andre gange var han rigtig ond og meget truende. Han kunne finde på, at smide mig ud af bilen en mørke aften i skoven, for derefter at hente mig igen. Andre gange kørte han så stærkt med hånden på håndbremsen, imens han sagde – ”nu kører jeg os begge to i døden”. Dette var bare én af mange traumatiske oplevelser, som jeg gemte på i flere år.
På et tidspunkt blev han indlagt på psykiatrisk hospital.
Han havde b.la truet med selvmord. Jeg må ærligt indrømme, at jeg på et tidspunkt ønskede, at han havde gjort alvor af det. Jeg kunne ikke se mig ud af det her mareridt. Vi frygtede, at det ville ende med, at nogen kom til skade. Men da han blev udskrevet, fortsatte han med at chikanere min familie og jeg. Det ville INGEN ENDE tage. Han kontaktede mig hver dag – pludselig stod han der bare. Og han ringede til os både dag og nat.
Og så skete det, vi frygtede – nogen kom til skade.
Jeg var flyttet i lejlighed. En morgen ringede min mor. Der var om natten sprunget en rørbombe ind i huset igennem vores brevsprække – og min far var kommet til skade.
Min ekskæreste og to yngre fyre var blevet anholdt om natten.
Jeg tog hjem. Det syn jeg mødte, vil jeg ALDRIG glemme. Politiet kom, og jeg blev afhørt. Nu måtte jeg fortælle ALT – også det jeg havde holdt hemmeligt. Journalister ringede på døren, og ville ikke lade os være i fred. TV 2 kom også, og det kom i nyhederne. Det blev pludselig en landsdækkende historie, der trak avisforsider.
Det var et stort medieshow.
Min far lå på sygehuset, og hele min perfekte facade krakelerede. Nu vidste alle, hvad der havde foregået. Jeg stod overfor en masse spørgsmål og forklaringer. Mit knap så perfekte liv, blev pludselig en offentlig historie. Jeg kunne også læse ting i aviserne, som ikke var sande, men jeg havde ingen kontrol over det.
Der kom en efterfølgende retssag ud af det. Det endte med en fængselsstraf og et politihold. Jeg har kun set ham én gang siden, hvor han holdte i sin bil i et lyskryds.
Jeg fik krise/psykologhjælp.
Jeg kæmpede med at komme ovenpå med min angst, og jeg led af mareridt, som fulgte mig i mange år. Samtidig led jeg af en frygtelig skyldfølelse overfor min far, som havde fået varig mén. Selvom min far gjorde alt, for at overbevise mig om, at det IKKE var min skyld, tog det mig flere år, at få den bearbejdet.
Jeg tænkte, hvis bare jeg ikke havde indledt et forhold til min ekskæreste, så var det her ikke sket.
Det endte med at jeg udviklede en spiseforstyrrelse.
Jeg havde inden for en årrække oplevet nogle voldsomme følelsesmæssige situationer, der havde sat sig til et vedvarende sår i sjælen. Jeg var fanget i en følelse af smerte, som blev så ubærlig, at jeg til sidst ikke kunne håndtere den, og det blev umuligt for mig, at få kontrol over mine følelser.
Jeg var ulykkelig, og jeg havde brug for at få alle de frustrationer ud, som gav mig så ubehagelig en følelse i kroppen – en krop jeg ikke længere ønskede at være i.
Spiseforstyrrelsen blev for mig en redningsvest jeg tog på, da livet blev for svært.
Det tog flere år at komme ud af min spiseforstyrrelse. Men i dag er jeg helt rask. Jeg har efterfølgende arbejdet som frivillig i Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, hvor jeg har hjulpet andre og holdt foredrag.
Men livets hårde side var ikke færdig med at ”teste” mig.
For 3 år siden ramte en snigende stress mig med sådan et brag, at jeg måtte sygemeldes. Undervejs i denne proces har jeg lært så meget om mig selv og mine egne grænser.
Det blev starten på en fantastisk selvudviklingsrejse, som langt fra er slut. Jeg har fundet min indre ro og fået balance i mit liv.
Jeg ved nu, at det IKKE er egoisme at sætte sig selv først – det er selvkærlighed.
Rikke Helbo – www.rikkehelbo.dk
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
