Uanset om man er forælder, søskende, partner eller på anden måde tæt på en person med en spiseforstyrrelse, er det hårdt at være den pårørende. Det er svært og pinefuldt, at se én af sine nærmeste, lide af uhensigtsmæssige og skadelige spisevaner. Familien er i krise, og er derfor bekymrede og bange. Mange forældre beskriver det som et chok, når de opdager, at deres barn har en spiseforstyrrelse. Det er som en tidevandsbølge, der rammer familien.
At være pårørende kan skabe et virvar af følelser, fra vrede, sorg og afmagt til skyldfølelser, depression og angst. En spiseforstyrrelse rammer derfor ikke kun personen, der lider af den, men hele omgangskredsen.
Jeg taler af erfaring. Jeg har selv været den person, der har lidt af en spiseforstyrrelse – og haft frustrerende og magtesløse pårørende omkring mig.
Svigtet af sundhedssystemet
I den internationale forskning findes en udpræget tendens til, at pårørende til personer med spiseforstyrrelser føler sig svigtet af sundhedssystemet. Pårørende oplever deres behov marginaliseret og oplever ikke, at kunne få den hjælp, de har behov for. Der findes undersøgelser, som viser oplevelser af negative og stereotype opfattelser af patienter med spiseforstyrrelser og deres forældre fra det sundhedsprofessionelle personale. Denne manglende anerkendelse og hjælp i forhold til at håndtere livet som pårørende, kan forværre den allerede smertefulde og stressfulde situation, pårørende står i. Ofte er den praktiserende læge ikke rustet til, at tackle de psykiske helbredsproblemer, der ofte følger med rollen som pårørende. Konsekvensen er blandt andet, at mange pårørende modtager hjælp fra en psykolog.
Pårørende som medbehandler
Realiteten for mange familier er desværre, at de bliver brugt som medbehandlere. Nogle forældre må tage orlov for at klare opgaven. Ud over det økonomiske aspekt for den enkelte familie kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at de pårørende bliver bragt i en situation, hvor de f.eks. skal tvinge deres børn til at spise. Mange giver op, fordi det er så svært at navigere rundt i. De magter simpelthen ikke, både at være den kærlige omsorgsperson på den ene side og den faste og kompromisløse behandler på den anden side. Det er en meget svær og belastende situation at stå i – og det er da heller ikke en model, man bruger andre steder i sundhedssystemet.
Inddragelse af pårørende er vigtigt
Det er vigtigt at de pårørende inddrages, men hovedproblematikkerne er som nævnt, at de pårørende ikke føler, at de får den hjælp, de har behov for, og at det påvirker deres mentale helbred og trivsel. Det er vigtigt at pårørende inddrages som en vigtig ressource og kilde til viden, fordi de er en uvurderlig hjælp, der spiller en betydelig rolle i forhold til den spiseforstyrredes mulighed for at komme sig. Information og støtte til pårørende er nødvendigt, fordi det er med til at forbedre forløbet for både den spiseforstyrrede og for dem selv som pårørende.
Frustrationerne
Mange pårørende oplever, at de gør deres bedste for at støtte og hjælpe, men at det ikke har den ønskede eller måske ligefrem modsatte effekt. Det kan være utrolig svært at have tålmodighed som pårørende, og ofte accelererer en spiseforstyrrelse i familien en masse frustrationer og magtesløshed.
MEN HUSK – stærke verbale udfald skaber ensomhedsfølelse hos en person med en spiseforstyrrelse.
Udbrud som: “Hjælp mig til at hjælpe dig”, “Hvad kan jeg gøre for dig?”, “Din sygdom skader og ødelægger familien”, ”Det kan da ikke være så svært, at spise”, “Jeg kan ikke klare mere af det”
– Eller til overspiseren: ”Lad nu være at spise så meget”, Motion er sundt”, ”Jeg kender en rigtig god kur”.
Sætninger som disse får den spiseforstyrrede til at tage unødvendigt ansvar for familiens velbefindende. Da personen ikke kan svare på spørgsmålene, vil hun/han føle sig endnu mere mislykket og ulykkelig samt mærke skam, skyld og irritation.
På det psykologiske og metaforiske plan betyder det her, oversat for den spiseforstyrrede, at der bliver sagt til dem, at de skal kaste sig ud fra en kilometer høj klippe uden sikkerhedsnet eller faldskærm – og stadig tro på, at det ender godt. Det er umuligt for den spiseforstyrrede, fordi spiseforstyrrelsen er symbolsk en rygsæk/sikkerhedsnet, som personen har taget på sig, som en redningsplanke – en støtte som er med til, at dulme følelsesmæssigt ubehag, angst, stress og krav fra omverdenens side. Hvis man beder dem om, at leve livet uden den ”rygsæk”, så skaber man endnu mere angst i deres liv.
Bebrejdelserne bliver ofte stillet i frustration eller vrede, men må helst ikke forekomme. Det er vigtigt, at de bekymringer man har som pårørende, forbliver ens egne bekymringer. Det gavner ikke, hvis den der lider af en spiseforstyrrelse, kan mærke familiens bekymringer og pludselig føler, at hun/han skal hjælpe dem.
Gode råd til pårørende
1. Gør alt for at styrke personens selvfølelse.
Vær naturlig i dit samvær med personen og grib ind, når du hører hende/ham nedgøre sig selv. Undgå at kommentere personens vægt eller udseende – dine udtalelser vil sandsynligvis blive opfattet negativt. I samværet er personens selvfølelse et spejlbillede af dine følelser for hende/ham. Vis hende/ham respekt.
2. Prøv at forstå det indre kaos frem for at engagere dig i den ydre kontrol af hendes/hans vægt.
Tilstræb at skabe en dialog om ANDRE personlige spørgsmål end mad, spisning, kalorier og vægt. Hvis hun/han er i behandling, bør direkte engagement i personens vægt undgås. Kontakt i stedet lægen eller terapeuten, hvis du observerer tegn på vægttab eller forøgelse af vægten.
3. Accepter, at hun/han har behov for kontrol og planlægning.
En person med en spiseforstyrrelse har behov for at føle, at hun/han har kontrol over sin hverdag. Det kan være meget frustrerende for de pårørende, men situationen bliver ofte kun værre, hvis vedkommende får en fornemmelse af, at andre forsøger at overtage kontrollen.
4. Hvad ville du have gjort, før spiseforstyrrelsen kom?.
Når du er meget i tvivl om, hvad der er godt at gøre i en svær situation, så kan det nogen gange være bedst, at spørge sig selv; ”hvad ville jeg have gjort, før min datter/søn fik en spiseforstyrrelse”.
Det er vigtigt at huske: den der lider af en spiseforstyrrelse, er stadig den samme inde bag spiseforstyrrelsen, og kan derfor have godt af, at blive mødt som den person. På den måde kan det være en invitation til, at hende/ham bag spiseforstyrrelsen kan komme lidt frem.
5. Husk at skelne.
Vær opmærksom på forskellen mellem godkendelse og anerkendelse og på forskellen mellem ansvar og kontrol:
At du anerkender personens spiseforstyrrelse som en brugbar løsning lige her og nu, er ikke ensbetydende med, at du skal godkende den.
Og at tage ansvaret fra personen, så hun/han ikke skal bekymre sig om mere end højest nødvendigt, er ikke ensbetydende med, at du skal kontrollere hende/ham. Lad personen beholde den kontrol, hun/han har brug for over sit eget liv. Men let hende/ham for det tunge ansvar.
6. Vær tålmodig
En spiseforstyrrelse kan være et langtidsproblem. Du kan ikke forvente helbredelse fra den ene dag til den anden, heller ikke selvom den pågældende er i behandling.
Kære dig der er pårørende
Jeg håber, du har nogen, du kan tale med – og du får den hjælp, du har brug for.
Du har sikkert spurgt dig selv – ”hvad har jeg gjort forkert?”. Der findes ingen perfekte forældre – du har gjort dit bedste ud fra din situation. Forsøg at vise forståelse, optimisme og kærlighed. Og vær bevidst om, at du er en positiv rollemodel, når du tænker og udtrykker positivt livssyn. Og husk så – at passe på dig selv.
De varmeste tanker
Rikke Helbo
Rikke Helbo – www.rikkehelbo.dk
Har du et spørgsmål til Rikke, så sende det ind HER
Se flere artikler af Rikke HER
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
